jun 14, 2019

Zupa opruster på MarTech og Marketing Automation


Sammen med de erfarne tech-specialister Henrik Jokumsen og Karen Hørlyck, har Zupa etableret MarTech-bureauet Working Minds. Selskabet er en joint venture mellem nogle af markedets mest erfarne MarTech-specialister og Zupa – og det tapper direkte ind i en stærkt stigende efterspørgsel efter teknisk velfunderede og kreativt stærke marketing automation-løsninger. 

Teknisk specialistviden
Henrik Jochumsen udgør sammen med Karen Hørlyck den teknisk tunge del af Working Minds. De har begge en fortid på det digitale bureau Dwarf, hvor Henrik de sidste 15 år har været udviklingschef og involveret i udvikling af løsninger og drift i Amazon Web Services, mens Karen har arbejdet som Marketing Automation Specialist. De kommer således med en eftertragtet specialistviden, som de glæder sig til at sætte i spil i en ny kontekst.

”Alt for mange virksomheder går glip af det fulde udbytte af deres automation-platforme, fordi de ikke kender alle mulighederne. Det er vores klare ambition med Working Minds at ændre det billede og skabe maksimal værdi for vores kunder med den valgte platform”, siger Henrik Jochumsen, CEO i Working Minds.

”I alle virksomheder er der en kløft mellem IT og Marketing, fordi de ikke taler samme sprog – og det kommer automation-løsningerne meget let til at lide under. En af vores forcer er, at vi taler begge sprog og kan agere bindeled, så der ikke går noget tabt i ’oversættelsen’. Vi ved både, hvor og hvordan en automation-løsning kan skabe værdi, hvad det kræver teknisk, og hvordan man udnytter data”, siger Henrik Jochumsen.

Strategi, kreativitet og teknisk implementering
Netop den tunge tekniske viden gør Working Minds til et særdeles attraktivt kort for Zupa, og hænger godt sammen med strategien omkring Spring Groups diversifikation af bureauer med spidskompetencer.

”Kravene til at kunne tænke på tværs af marketingdiscipliner efterspørges oftere af vores kunder, og marketing automation fylder mere og mere i vores forretning. Vi vil nu i højere grad kunne hjælpe vores kunder fra strategi og kreativ eksekvering til teknisk implementering. Med Working Minds skaber vi et marketing automation power house – og det kommer kunderne til at kunne mærke”, siger Peter Enevoldsen, der er Digital Direktør i Zupa.

Working Minds deler lokaler med Zupa i København for at få det maksimale ud af synergien.